Visnet.

I dag, var jeg lidt trist til mode. Jeg var ked af det, og gik for mig selv udenfor. Pludselig ser jeg bladet her ligge fredfyldt i græsset. Det eneste visne blad tilbage. Visnet. Det var visnet. Visnet. Engang havde det været stort, grønt og flot, og nu er det ikke andet end et sølle, visnet blad som alle træder på. Jeg samlede det op, og vendte det lidt i hånden. Hvor var det egentlig smukt. Smukt af fejl. Lige dér blev det hele vendt op og ned i mig, og jeg blev gladere.

Jeg ved godt, at man ikke kan sige at det var "bladets skyld", men alligevel. Det fik mig til at tænke over tingene, og hvad det egentlig ville sige at være smuk.

Møs Pauline.